Din vært i De Fede 80’ere er Jacob Ekstrøm, født i 1972 og derfor selv ung i 80’erne. Jacob har samlet på hits lige siden han fik sin første pladespiller som 9-årig.
Jacob begyndte sin radiokarriere i 1985 som 13-årig, og har siden været studievært på en række Københavnske og Nordsjællandske lokalradioer. I slutningen af 90'erne var han programchef på den hedengangne station "Q-FM" på Københavns vestegn.
Jacob indstillede sin radiokarriere i 2001 for at hellige sig familie og sit firma PRO\VOA som, udover at være produktionsselskabet bag "De Fede 80'ere", også leverer indtaling til alt lige fra reklamer til undervisnings- og præsentationsmateriale, og alt mulig andet. Han er f.eks. stemmen, der fortæller dig alt om nødudgange og redningsveste, hvis du skal ud at flyve med Norwegian Airlines!
I 2005 vendte han tilbage til radioæteren med "Det eneste RIGTIGE 80'ere-show", dels fordi han savnede radiomediet, men primært fordi han ELSKER 80'er-musik! Og Jacobs entusiasme og glæde for såvel radio som de fede 80'er-hits høres tydeligt igennem højttalerne, hver eneste uge på en radiostation nær dig!
|